en støvet morgen
kontrasten i dine øjne

solen sitrende
bag disen

i morgen
en realitet

verden venter
altid

isflagerne på søen
ligner kontinenter
på en gudsforladt planet
kragerne vendte
et sted i horisonten
der knap kan skilles
fra den fastfrosne tåge
der lægger sig som en
iskrystalliseret uklarhed
om alt det
der er

her udforskede en dreng
de fjerne planeter
sidste vinter
hans ånde flyder stadig
i overfladen
som frosne skrig

jeg kan ikke se gud for bare kirker

i nat vil skibet synke
som en kirke
nogen taber
det forkerte sted

de druknende salmebøger
vil tegne ringe i vandet
og det vil være det

der er en menneskealder til solen står op
og alt imens passagererne gør deres
prøver skinnerne at skrive sig selv ind
i historiebøgerne og det
er der sjældent kommet noget godt ud af
og vandpytter vil næppe blive til have
alene fordi båden er lavet af papir
ildfluerne i dine øjne markerer
en landingsbane
uden for kortet
verden falder til jorden nu
og der er ikke flere historier

jorden sitrer som tusmørkets
jazzmusikanter
når solen lukker sig om sig selv
og gadelygterne slukkes
knap et øjeblik et øjeblik
efter fødslen
strenge dirrer i halsen
og stykker af træ
river og flår i hulrummet
dét indtil den sidste tone
slås an - og forsvinder igen
tilskuerne trækkes op efter første set
og brostenene passer sig selv
uanset om det klappes eller ej
en kosmiske dans af hænder og tangenter
tegner en klagesang
på et papir der forlængst er brændt
og du går til ro
midt i jazzens kaos

vi er et stjerneskud
en overskyet nat
hvor alle bogstaver
er stumme

alle de hjerter
der er vores
er placeret
i byer
vi aldrig vil besøge

måske ligger atlantis i isen
på grønland

det er som tanker
vi har glemt
før vi har tænkt dem

det kunne være
vores helt eget titanic
på hele verdens hav

hvis vi sank
ville vores digte
skrive sig selv

det er lyden af en krop
der rammer bunden
et sted
hvor alle er døve

vores stemmer
fylder det øjeblik
der er
mellem to åndedræt

og det øjeblik
er det eneste ord
vi nogensinde vil skrive

maskerede monumenter sitrer i kloakkerne
sådan lyder dyr der er døde
der hvor der mangler en brosten eller et fortov
cementen vakler under gadelygten
alt imens at pediestalen går et andet sted hen
for at forsvinde i fred
og gaderne taler huden af hinanden
til ikke engang insekterne
kan slippe ubemærket væk
guldsmede bygger rede af glasskår
og sultne statuer rister larver på bålet
indtil pendulets terror har omringet gnisterne
det er en meteorregn i katedralerne
og spirerne ridser glemte salmer i skyerne
der falder ned og løber ud i kloakken
selv fluerne summer slagsange
natten før den sidste ugedag
asfalten gaber som havnens containere
hvor kun flere mursten knuses
og såes i altankasserne
men monumenterne er sandslotte
der venter på en orkan
og der er ikke længere noget
der er bygget af sten

tilegnet alt der mistede en time
eller en dag
et sted hvor to negle
overtalte en til
at agere lus

sådan kan man også hvile
på det
natten kan male sort

hjemløse gloser
kan danse
på et papir
selvom man måske
søger andetsteds

og her kan lyset ikke nå
så ordene finder ly
hvis ingen udtaler dem

der er en menneskealder til solen står op
og alt imens passagererne gør deres
prøver skinnerne at skrive sig selv ind
i historiebøgerne og det
er der sjældent kommet noget godt ud af
og vandpytter vil næppe blive til have
alene fordi båden er lavet af papir
ildfluerne i dine øjne markerer
en landingsbane
uden for kortet
verden falder til jorden nu
og der er ikke flere historier